Tour de Rieux, AOC, La Bergerie, fra Minervois, Bio.

78,- kr./fl. – 468,-/6 fl. Nr. 58-10. 14,5°

Tiltalende rubinfarve med purpur noter i glasset. Fyldig duft af røde frugter med en anelse af mynte. Giver et forfriskende attack, som de udtrykker det i Frankrig. I munden lang, fyldig og koncentreret med silkeagtige tanniner fra drueskallerne og med lidt krydrede aromaer og kirsebærnoter.

Fylde og krydderi fra 80% Syrah og friskhed fra 20% Cinsault. Ikke alene dejlig til lasagne, grillede retter og ristet oksekød – men også til fjerkæ, får og gris. Bedste serveringstemperatur ved 20º, hvor alle noterne kommer til fuld udfoldelse. Bergerie de Rieux må gerne lagre nogen tid og kan gemmes 4-5 år fra høståret. Den modner og bliver langsomt fyldigere med tiden.

Som i en niche af Paradiset mellem pinjeskove og garriguen ligger vinmarkerne til Château Tour de Rieux ved foden af Montagne Noir. De er som en støttemur til Massif Central mod nord, i et historisk område af dimensioner og med udsigt til Middelhavet mod øst, over Corbieres mod syd og i klart vejr helt til Pyrenæerne. Derved er markerne exponeret mod syd, så vinstokkene optimalt kan optage mest mulig sol til druedannelsen.

Vinstokkene står fast i en blanding af ler- & limsten og sand, der er velegnet til druerne Syrah, Cinsault og Grenache, og må søge dybt ned efter vand og næring. Druerne vinificeres under temperaturkontrol for at bevare mest mulig frugt og lagres i ståltanke, indtil vinen kommer på flasker.

L’Orangerie de Luc, AOC, Bio. Krydret og fyldig til alle årets måltider.

78,- kr./fl. – 468,-/6 fl. Nr. 60-10. 14,0°

Fremragende dagligvin på højt niveau. Eftertragtet af kendere til privat forbrug og selskaber samt på spisesteder og restauranter. Dyb mørkerød farve. Krydret duft af svedsker og brombær, lidt peber og cacao. Kompleks og elegant frugtsmag med god syrebalance og silkebløde tanniner fra drueskallerne. Elskelig vin for sin dybe purpurfarve og meget fyldige smag af friske frugter, modne kirsebær og mandarinskræl, en anelse lakrids og indbydende friskhed.

Fransk tradition og godt håndværk til alle typer måltider året rundt. Nyd denne vin medens den er ung og frisk. Servér ved 20 grader til alle gode, danske retter, kalvesteg og bøf, and, lam og vildt, peberbøf og grillretter. Kan nydes afkølet på varme dage – men yder mest i duft og smag godt tempereret.

Famille Fabres Vinmarker ligger i Lézignan-området nær floden Aude i nærheden af Canal Midi. Vinstokkene vokser i blanding af ler- og kalkjord med rullesten ovenpå. Høstudbyttet begrænses ved grøn høst til 50 hl pr. ha. Druesammensætningen består af 60% Syrah, 30% Carignan og 10% Grenache. Nogle af syrah-stokkene er plantede i Louis Fabres fars tid før 1982, Andrés Fabre. Disse ældre vinstokke giver mere intense druer og most til vinen.

Syrah, Carignan og Grenache høstes manuelt og vinificeres på de hele druer med langtids macération, der betyder udblødning med skindkontakt gennem nogen tid, for at udtrække al smag af druerne. Derved opnåes et friskfrugtagtigt udtryk i vinen. Mosten langtidsgæres under temperaturkontrol med delestage, der er omhældning i tankene, så de tunge og lette dele af mosten blandes i gæringstankene for at udtrække mest muligt af druernes smagsstoffer. Soutirage hver tredje måned, hvor den afgivne og opsamlede CO2 blandes ind i mosten igen ved omhældning mellem gæringstanke. Svovling er efterhånden næsten helt udeladt.

Château de Luc, AOC, Les Jumelles Rouge, Bio.

78,- kr./fl. – 468,-/6 fl. Nr. 60-20. 14,0°

Yderst elegant herrevin.

Autentisk, sydfransk vin med finesse og elegance. Granatrød farve med purpur reflekser med sydens dufte af rød frugt og krydderier. Frisk frugtsmag med afbalanceret syre og liflig mundfylde samt dejlig eftersmag med silkebløde tanniner fra drueskallerne. Altid velbehagelig som dagligvin og fortræffelig til festlige lejligheder. En udpræget måltidsvin.

Château de Luc udmærker sig ved nogle meget fine noter, der er svære at forklare, og som opstår efterhånden, som måltidet udvikler sig. En speciel vin, man aldrig kan blive træt af.

Passer fortrinligt til ikke krydrede danske retter som f. eks. grise-, kalve- og oksesteg, fjerkræ- og vildtretter, salatretter og buffeter. Bør nydes godt tempereret, så duft og smag bedst udfolder sig. Må gerne serveres afkølet på varme dage, hvorved en herlig, syrlig tone fremkommer. Kan nydes igen og igen. Er bedst i de første dage efter optrækning.

Fås også i 1½ L Magnum, 170,- kr. Nr. 60-22

Druerne i mosten er blandet af 15% Syrah og 65% Carignan og 20% Mourvedre. Dyrkes på Château de Luc i Le Luc-sur-Orbieu i det nordlige Corbieres på terrasser med en blanding af ler- og kalkjord, dækket af runde sten, der holder på varmen. Château de Luc har tilhørt Famille Fabre siden 1876.

Høstudbyttet er begrænset til 45 hl pr. ha.. Carignan og Grenache høstes manuelt og vinificeres på de hele druer med langtids macération, udblødning, gennem nogen tid, for at udtrække al smag af druerne. Syrahdruerne ribbes af stilkene og presses, og mosten langtidsgæres under temperaturkontrol med delestage, omhældning, så de tunge og lette dele af mosten blandes i gæringstankene til fuld udtræk alle druernes smagsstoffer. Soutirage hver tredje måned, hvor den afgivne og opsamlede CO2 blandes ind i mosten igen ved omhældning mellem gæringstankene.

Domaine Luc Syrah-Viognier, IGP, Bio. Friskt alternativ til roséer.

78,- kr./fl. – 468,-/6 fl. Nr. 60-32. 13,0°

Et dejligt alternativ til roséer med sin intensitet og dybde. Helt særlig blanding af hvid Viognier og rød Syrah. Brillant rubinrød farve. Let duft af frugt, krydderier og lidt blomster. Den krydrede Syrah-drue afrundes i smagen med den runde og milde Viognier til en harmonisk og kompleks frugtsmag.

Dejlig enten kølig eller ved 18° til salater, grillet fisk og fjerkræ, pizza, kød og lam samt stegeretter. Fortrinlig alternativ til roséerne med sin farve, intensitet og lethed. Spændende at variere vinvalget med.

Druerne fra 20% hvide Viognier- og 80% røde Syrah-druer høstes samtidigt, køres hjem i små vogne og blandes efter ribning, inden de anbringes i gæringstankene, hvor begge druer, hvide og røde, gærer sammen for at opnå en aromatisk harmoni.

Famille Fabres Château de Luc har opnået status som biologisk landbrug gennem fravalg af kunstgødning og syntetiske sprøjtemidler. I det nordlige Corbieres nær Middelhavet med de mange og varme vinde og megen sol, er Bio-produktion oplagt.

Château Fabre Gasparets, AOC, Bio. Sjælden Topvin.

KUN 130,- kr./fl. – 780,-/6 fl. Nr. 60-40. 14,0°

Excellent, koncentreret og harmonisk topvin fra Boutenac. Intens rubinrød farve. Oprigtig duft af moreller og mørke bær. Silkebløde tanniner fra druerne og den nænsomme fadlagring i få år gamle egefade omslutter en frugtfyldig smag med høj finesse og stor elegance. Servér ved 18 grader til alle gode måltider med f. eks. vildt og and, bøf og stegeretter. Bedst 2., 3., 4.-dagen o.s.v. grundet fornøden tid til iltning. Tag et glas af flasken dagen før brug og lad vinen ilte i glas og flaske i den nødvendige tid.

Perfekt til gæstemåltider. Mest velegnede julevin. Flot gavevin. Frisk nydelse ved begrænset serverings-temperatur. Interessant i 1,5 L Magnum og 3,0 L Jerobaum, hvor vinene udvikles bedre og fyldigere. Kan gemmes i nogle år.

Magnum 1,5 L 290,- kr. Nr. 60-42 – Jerobaum 3,0 L 700,- kr. Nr. 60-46.

Château Gasparets har været i Famille Fabres eje siden 1711. Ejendommen ligger i byen Gasparets i centrum af Corbieres og er omfattet af apellationen Boutenac, med kravet om mindst 30% Carignandruer i drueblandingen. Den sentmodnende Carignan med de tykke skaller fra gamle vinstokke er en drue med store muligheder i de rette håndværkshænder som hos Famille Fabre.

Druerne til Fabre Gasparets håndhøstes fra gamle vinstokke på 26-55 år og er blandet af 36% Carignan, 46% Mourvedre og 18% Syrah. Hver druesort gærer hver for sig. Efter gæringen inden lagring blandes mostene. 80% lagrer et år i franske egetræsfade, 20% i ægformede fade og i 2.000 L store fade. Ved at anvende brugte egefade begrænses fadpåvirkningen til den optimale elegance og finesse i den færdige vin.

Boutenac La Serre, AOC, Bio – fantastisk topvin.

205,- kr. pr. fl. – 1.230,- kr./6 fl. Praktisk trækasse med skydelåg. Nr. 60-52. 14,5°

Denne cuvée hidrører fra de ældste vinstokke i apellationen til Château Fabre Gasparets-produktionen. Dyb rubinrød farve.  Intens, rig og lovende duft af mørke frugter, lidt orange og vanilje. Fyldig og rund, lang og kompleks frugtsmag med lidt orangeskal og vanilje samt silkeagtige tanniner. Servér ved 18° til raffinerede retter med okse, vildt og sneppe samt som vildtragout og langsomt sammenkogte simreretter. Ypperlig nydevin. Velegnet gemmevin. Uovertruffen gaveidé til de bedste kunder og venner.

Bedst 2., 3., 4.-dagen og videre. Tag et glas af flasken dagen før brug og lad vinen få den nødvendige tid til iltning. Man får en sjælden, fantastisk vin i Boutenac La Serre på højeste niveau, som Barolo, Amarone, Saint-Émilion, Châteauneuf du Pape og tilsvarende pragtvine må respektere. Nydes bedst over flere dage. Kan gemmes i op til 10 år.

Denne ypperlige kvalitetsvin stammer fra de ældste stokke i Boutenac med et usædvanligt udtryk for stedets terroir – ikke mindst for Carignan-druen. Druesammensætningen består af 60%Carignan, 20% Syrah og 20% Mourvedre. Ældre vinstokke og grøn høst med afklipning af nogle af drueklaserne om foråret begrænser udbyttet til 30 hl pr. ha.. Bl. a. derfor en højere pris for denne vin.

Høsten foregår manuelt, druerne samles i små vogne, så druerne kommer hele til gæringskarrene. Druesorterne gærer hver for sig og på forskellig måde. Efter gæring sammensættes vinen inden lagring. Størstedelen lagrer et år i brugte franske egefade; resten lagrer i ægformede fade og store foudres.

Boutenac-appellationen er helt enestående og speciel. Man har passet godt på Carignan-planterne og har nu gamle stokke i parceller, der yder noget sublimt med alderen. Intenst og fyldigt ligesom gamle, erfarne mennesker. Derfor har Boutenac fået egen appellation siden 2005 på betingelse af mindst 30% Carignan i blandingerne. Herved fremstilles et flottere alternativ til de fineste af denne verdens øvrige og meget kendte vine, som må undvære Carignan.

Château Coulon Éole Rouge, AOC, Bio.

85,- kr./fl. – 510,-/6 fl. Nr. 60-60. 13,5°

Udgået. Hjemtages naturligvis gerne på anfordring.

Intens mørkerød farve med violette nuancer. Fine dufte af mørke bær og enebær. Harmonisk, fyldig og delikat smag af moreller og brombær og med god syrebalance, silkeagtigt indpakket i bløde tanniner. Servér til hverdag og fest til lam og bøf, kalve-, grise- og vildtretter. Biologisk dyrkning bevirker smagsmæssig fylde og forøger glæden ved vinnydelse.

Nye årgange kan være lidt “friske og grønne”, men vil udvikle sig i løbet af året til den velkendte finesse og elegance, der gør den blød og rund til en prægtig daglig- og festvin. Nydes bedst godt tempereret ved 20°.

Druesammensætningen består af 30% Syrah og 40% Carignan, 10% Grenache og 20% Mourvedre. Høsten begrænses ved biologisk dyrkning til 45 hl pr. ha.. Carignan og Grenache vinificeres på hele druer, og Syrah og Mourvédre efter macération carbonique-metoden med lang udblødning på Famille Fabres Château Coulon, der ligger i landsbyen Cruscades ved floden Aude nær Narbonne ved Middelhavet.

Klimaet i Corbieres er meget varmt og tørt. Det blæser de fleste dage. Derfor navnet Éole fra den græske gud for vindene, Aeolus. Tramontanen og andre vinde blæser 200 dage om året; det giver fine muligheder for biologisk dyrkning af vinene i Cruscades på Château Coulon. Sprøjtning med syntetiske midler mod skadedyr og mod ukrudt har siden 1991 været udeladt. Kunstgødning er helt fravalgt; planteresterne fra vinproduktionen anvendes i stedet, og dermed har Château Coulon forlængst opnået godkendelse og status som biologisk landbrug.

Château de Luc, Veredus, Bio.

115,- kr./fl. – 690,-/6 fl. nr. 60-71. 14,5°

Udgået p.g.a. pladsmangel. Men bestil på forhånd, så hjemtager jeg med glæde ved næste bestilling hos Famille Fabre.

Overraskende og harmonisk, velskabt bio-rødvin. Nænsomt fadlaget på nye og gamle egefade. Dyb mørkerød farve. Duft af svedsker og brombær, en anelse lakrids og karamel. Kompleks og lang, fyldig og elegant smag af mørke frugter indsvøbt i silkebløde tanniner.

Veredus er udmærket til milde og fine retter som f.eks. kalvesteg, and og gås, og kraftige retter som lamme- og vildtretter. Servér godt tempereret ved 20°. Tag et glas af flasken dagen før brug, så vinen får sin tid til iltning, så alle dufte og smagsnuancer kan henrykke smagsløgene. Er som en naturligt fremstillet vin bedst 2., 3., 4. o.s.v. -dagen. Kan nydes nu – men også gemmes 8-10 år fra høståret.

Næsten samme indhold som Coulon Rouge Eole – men nænsomt fadlagret.

Veredus vindruerne dyrkes på Château Coulon i Lezignan, og Veredus betyder, stedet, hvor man skifter postheste, idet ejendommen ligger tre mil vest for Narbonne. Navneskiftet fra Château Coulon til  Château de Luc før Veredus skyldes bedre sammenhæng i Famille Fabres nye opdeling af deres vine. De to Châteauer er naboejendomme.

Druesammensætningen, l’assemblage, består af håndplukkede druer fra 10% Syrah, 15% Grenache, 40% Carignan og 25% Mourvédre, der ved biologisk dyrkning er begrænset til 30 hl pr. ha.. Druerne køres i høsten hurtigst muligt hjem i små tipvogne, så de ubeskadigede og friske straks kan vinificeres.

Vinifikationen er specielt udført for hver af de forskellige druesorter. Veredus lagrer et år på 300 liters Bourgogne-egefade af forskellige årgange – og hver druesort for sig – for at opnå den elegante og smagsfulde kompleksitet, holdbarheden og evnen til at lagres.

Grande Courtade, L’Instant Rouge, Bio.

70,- kr./fl. – 420,-/6 fl. Nr. 60-76. 12,5°

Ukompliceret rødvin med stil og karaktér til daglig brug. Anvendelig til samtlige årets dagligmåltider, til sommerens grillretter og til de dage, hvor det kunne være spændende at vælge en anden vin end ellers til måltidet. Til den favorable pris får man meget vin.

En spændende drueblanding af 40% Malbec, 30% Grenache og 30% Alicante Bouschet med både fyldig frugtsmag, fine tanniner og lang eftersmag plus en lille sødme.

Malbec druen er hovedvinen i Cahor området; een af de kraftigste og dermed sundeste vine, der findes. Men her er den vinificeret til en behagelig nydevin og måltidsledsager.

Alicante Bouschet er tilmed interessant, fordi Quinta do Carmo i Bacalhôa Group i Alentejo i Portugal dyrker denne drue ifølge deres hjemmeside. Hugh Johnson nævner det samme i Den Store Vinbog 1995 fra Lindhardt og Ringhof.

La Grande Courtade er een af Famille Fabres 5 gårde ved Bezeirs. På dem alle dyrkes Bio-vine efter en pionérbegyndelse i 1991 på Château Coulon. Forholdene i Corbieres og omegn er perfekte til bio-vin dyrkning, fordi solen altid skinner, og Tramontanen og andre vinde blæser fra forskellige retninger mange af årets dage.

Grande Courtade, Pinot Noir, Bio.

78,- kr./fl. – 468,-/6 fl. Nr. 60-80. 13°

100% enkeltdruevin på Pinot Noir med den karakteristiske lyse farve, en duft af stald, mark og tørv og en intens og fyldig smag med lidt sorte kirsebær forenet i en lethed, som kun Pinot Noir og dygtige vinmagere kan levere. Nyd elegancen, den fine duft og behagelige smag på terrassen og til alle, lette måltider året rundt, tempereret eller kølig som en rosé.

Pinot Noir fra La Grande Courtade i Sydfrankrig fik i årgang 2018 sølvmedalje i Concours Générel de Bruxelles.

Nyere årgange kan være lidt mere grønne og friske end lidt modnede årgange. Til prisen får man et usædvanlig godt forhold mellem pris/kvalitet.

Druerne høstes ved fuld modenhed med kun 50 hl pr. ha og udblødes under afkøling et par uger for udtrækning af alle smagsstoffer inden gæringen foregår. Derefter lidt fadlagring, som forener den kraftige most med lidt røgede noter.

Vinen kommer fra Domaine La Grande Courtade, een af Famille Fabres 5 gårde, der alle dyrkes biologisk, og som ligger uden for appellationerne ved Bezeirs. Derfor kan vi hos dem hente vine af høj kvalitet til (alt for) lave priser.

Domaine Cherrier, Sancerre, Pinot Noir.

122,- kr./fl. – 732,-/6 fl. Nr. 61-80. 12,5°

Domaine Cherrier med de usædvanlige, mineralske hvide vine dyrker et par hektar Pinot Noir til roséer og røde vine. Heroppe i Sancerre fremkommer foruden fylde i vinen en charmerende mineralitet. Cherrieres Pinot Noir har den karakteristiske lyse farve. I næsen en fin, kompleks duft. I munden en intens og kompleks smag af ribs og jordbær, violer og sorte kirsebær forenet med blide tanniner i den lethed, som kun Pinot Noir kan yde.

Pinot Noir et uløseligt forbundet med vinene fra Bourgogne. Sancerre ligger tæt på Bourgogne, og de friske og elegante Pinot Noir vine fra Domaine Cherrier i Sancerre minder meget om Bougognevinene, som indbyrdes er meget varierede.

Cherrier lader 40% af Pinot Noir fadlagre, resten ligger i ståltanke indtil årgangen sættes på flaske. Boeuf Bourgignon og retter med flødefyldt svampesauce er oplagte ledsagere ligesom vildt og kalv, fisk og laks. Ligesom de hvide og roséerne fra Cherrier er velvalgte nydevine uden måltidsledsagelse, er denne Pinot Noir det i høj grad også.

Domaine Cherrier Pere et Fils er beliggende i landsbyen Amigny på et kalkrigt højdedrag lige vest for Sancerre. Familien har 13 hektar, hvor 11 dyrkes med Sauvignon Blanc og 2 med Pinot Noir. Se om de hvide og roséerne på de respektive sider.

Château Lauriga i Roussillon, Le Cadet.

90,- kr./fl. – 540,-/6 fl. Nr. 62-20. 14,5°

Cadet betyder lillebror – vennernes daglige vin. Mørk granatrød farve og fin duft af røde frugter, en anelse lakrids, sorte oliven og violer. På een gang let og rund og fyldig i munden, fin frugt med balanceret finesse samt en lille sød kant.

Fin som nydevin og ledsager til charcuterier, grillretter og retter med lyst kød som fjerkræ og gris. Typisk terrassevin, når det skal være rødvin, og velegnet ledsager til hele årets både fyldige og lettere retter. Kan på varme dage med fordel serveres kølig. Ellers 18-20º. Kan godt gemmes nogle år.

Le Cadet er blandet af 70% Syrah, 20% Carignan og 10% Grenache, og høstudbyttet begrænses til 35 hl pr. ha. Vinen lagres i ståltanke i 9 måneder. Le Cadet får jævnlig medaljer på forskellige stævner.

Château Lauriga er beliggende lige midt i det område, der går under betegnelsen Rivesaltes, som hovedsageligt ligger i midten af Rousillon lige nord for Spanien. Ejendommens 60 hektar ligger samlet omkring gården, der af fjerde generation, René & Jaqueline Clar, i 1990-erne blev kraftigt moderniseret både i mark og vineri. Ejendommen er i 2016 overtaget af Paul Mas.

Domaine Lauriga Racines. Helt speciel enkeltdruevin på over 100 år gamle Carignan vinstokke plantede i 1912.

108,- kr./fl. – 648,-/6 fl. Nr. 62-40. 14,5°

Racines betyder rødder, og denne Racines har rødder langt tilbage i tiden, fordi Carignan-stokkene blev plantede i 1912. Når Carignanplanter bliver gamle, kommer der en finesse ud af druerne ud over det sædvanlige ligesom i Pinot Noir- og Bandol-vinene og i Tannat 1909 fra Domaine Lapyere i Béarn (se længere nede).

Dyb, rubinrød farve, mild, lidt krydret duft af røde frugter. Smagen er kompleks med fine tanniner, kun fra drueskallerne, typisk for gammel Carignan. En gourmand-vin, der udfordrer kendere og glæder de nysgerrige. En sublim nydevin. Fik sølvmedalje i 2014 i konkurrencen for Uafhængige Vinproducenter.

Høstudbyttet begrænses af sig selv på så gamle vinstokke helt ned til kun 20 hl pr. ha, hvilket giver den meget intense most, og lagrer i ståltanke efter gærinsprocessen i 9 måneder helt uden fadlagring. Parcellen med Racines fik lov til at bestå under moderniseringen i 1990-erne på Château Lauriga, hvilket sikrer en helt unik vin. Château Lauriga sælger til moderate priser, hvilket jeg lader gå videre til alle interesserede, til et enstående godt forhold mellem pris og kvalitet.

Château Lauriga er i 2016 overtaget af Paul Mas, der viderefører vinproduktionen på samme, høje stade som slægterne før. Ejendommen ligger lige øst for Thuir og vest for Perpignan, tæt på Pic Canigou, midt i Rivesaltes, og markerne er helt flade med grus, sand og lidt rullesten, der hurtigt opvarmer jorden og holder på varmen om natten.

Château Lauriga Cuvée Bastien. Kraftig Roussillonvin. Udsøgt cuvée.

114,- kr./fl. – 684,-/6 fl. Nr. 62-60. 14,5°

Dyb rubinrød farve, duft af brombær og morbær med et strejf af milde krydderier og lidt sødme. I munden rund og meget fyldig, godt balanceret i indsvøbte tanniner alene fra den intense most.

Magnifique til at ledsage kraftige måltider, vildtragout, fjerkræ i kraftige saucer og modne oste. Drueblandingen består af 60% Syrah, 30% Carignan og 10% Grenache. Ingen fadlagring. Ren frugt med en usædvanlig fylde. Kan gemmes i nogle år.

Udbyttet til Cuvée Bastien begrænses til kun 30 hl pr hektar, druerne håndplukkes, kulsyre udblødning før gæringen og ingen fadlagring. Vinen ligger efter gæring på ståltanke i 9 måneder. Den megen sol i Roussillon medvirker til en kraftig fotosyntese og sammen med begrænset høst kommer denne raffinerede og kraftige vin frem af anstrengelserne.

Bastien er opkaldt efter det ene barnebarn af den tidligere ejer Clar. Nu er Paul Mas Domainer ny producent af vinene på Château Lauriga.

I Roussillon blæser Tramontane-vinden mellem Pyrenæerne og Massif Central mange af årets dage og ofte enten 3, 6 eller 9 dage i træk. Med evig solskin og megen blæst bliver sprøjtning imod svampesygdomme stærkt begrænset.

Coudray-Montpensier Rouge Tradition fra Chinon ved floderne Loire og Vienne.

Elegant enkeltdruevin på 100% Cabernet Franc.

87,- kr./fl. – 522,-/6 fl. Nr. 66-11. 14°

En unik enkeltdruevin med helt egne egenskaber. Koncentreret med god fylde og behagelig frugt. Nydes bedst kølig om sommeren og tempereret om vinteren.

Smuk granatrød farve, let, inviterende duft og fyldig, kompleks frugtsmag karakteriserer denne enkeltdruevin med overraskende god frugtfylde og en herlig friskhed. Derfor meget anvendelig i det danske køkken, til de fleste måltider, osteborde og som nydevin hele året.

Chinon appellationen tillader udelukkende Cabernet Franc druen til røde og roséer. Vinene herfra er altså enkeltdruevine ligesom Bourgogne vinene på Pinot Noir og Gamay fra Beaujolais. Cabernet Franc er generelt let og elegant med god struktur, fylde og blødhed. Druen anvendes i små mængder i Bordeaux sammen med Cabernet Sauvignon. Vinene fra Chinon er kendte for at være delikate.

Se om Coudray-Montpensier Rosé under rosevine.

Château Coudray-Montpensier har en meget lang historie helt tilbage fra 1100 årene med forskellige lensmænd og ejere. Siden 1994 er dette slot på 34 hektar sammen med 5 andre slotte, herunder Moncontour, ejet af Familien Feray. Se om Chenin Blanc vinene fra Moncontour under de hvide vine.

Coudray-Montpensier Rouge Apogée fra Chinon.

Apogée betyder højdepunkt.

100,- kr./fl. – 600,-/6 fl. Nr. 66-13. 14°

Samme vin som ovenfor i Rouge Tradition på 100% Cabernet Franc. Men Apogée hentes fra de ældste vinstokke, der med alderen giver mindre udbytte. Af dette følger en mere intens most, der bevirker mest mulig intens vin sammen med fremstillingsmetoden i vineriet.

Dyb granatrød farve, lille fin duft og aromatisk, kraftig og kompleks frugtsmag med god struktur. Fin balance mellem frugt og syre med megen frugtfylde og harmoni. Efterspurgt af restauranter og spisesteder som velvagte ledsagevine til både à la carte og arrangementer.

Typisk for Chinon vinene er den intense smag, selvom vinen er en enkeltdruevin. I Apogée fås en velbehagelig friskhed kombineret med fylde og tyngde. Vil være meget passende til retter med lam samt alle andre måltider med forskellige stege af oksekød. Apogée vil kunne gemmes en del år.

Det store slot med den meget lange historie, Château Coudray-Montpensier på 34 hektar, befinder sig i Chinon området syd for Loire langs Vienne floden, der løber ud i Loire. Chinom området er på 32 km², der svarer til 3200 hektar. Apellationen tillader udelukkende Cabernet Franc som eneste drue til roséer og rød vine for at opnå AOC godkendelse.

Domaine Guilhemas fra Béarn, Tannat og Cabernet Sauvignon & -Franc.

100,- kr./fl – 600,-/6 fl. Nr. 68-10. 13,0°

I Béarn tæt på Biscayen dyrkes den kraftigste drue af alle, Tannat. En meget sund drue på grund af det store indhold af antioxydanter. Farven er dyb rubinrød, duften venlig kraftig og krydret af mørke bær og kirsebær med en anelse sødme. I munden fyldig og kraftig af drueskallernes tanniner med krydret smag og modne, mørke frugter.

Meget behagelig og tiltalende. Umiddelbart tilgængelig nu til kraftige retter med hvidt og rødt kød, simreretter, juleand og vildtretter og mange flere. Men kan også blive lidt mere afrundet med årene.

Drueblandingen består af 50% Tannat, 25% Cabernet Sauvignon og 25% Cabernet Franc. Tannat fadlagres i 12 måneder, de to Cabernet lagres i ståltanke. Efter et års lagring klares vinene og kommer uden filtrering på flasker. Kan gemmes 6-8 år.

Udbyttet til Domaine Guilhemas begrænses til kun 45 hl pr hektar, druerne håndplukkes i løbet af 12-18 dage og gæringen foregår temperaturstyret ved 27-28 grader. Pascal Lapeyre, 4′ generation, bor selv på Domaine Guilhemas og anvender ikke syntetiske sprøjtemidler og kunstgødning ud fra “lutte raisonnée”, gennemtænkt behandling, ikke strikt bio-vindyrkning, men med faglige vurderinger forud for enhver arbejdsopgave.

Domaine Lapeyre Rouge fra Béarn. Tannat & Cabernet Sauvignon.

112,- kr./fl. – 672,-/6 fl. Nr.  68-12. 13,5°

Brillant rubinrød farve, dyb og næsten sort. Intens duft af røde og sorte frugter. Fyldig, lang og bred smag fra Tannat og Cabernet Sauvignon druerne. Behagelige tanniner fra drueskallerne og en anelse fra fadlagringen. Meget imødekommende, behagelig og tiltalende. Bliver bedre med nogle års lagring.

Fortrinligt velegnet til retter med rødt kød, vildt, and, gås og lammekølle. Også en venlig nydevin uden noget til. Med stort indhold af Tannat må man være forberedt på et godt “bid” fra vinen. Men Lapeyre Rouge er behageligt tilgængelig nu, selvom den godt kan gemmes i nogle år. Tannat er een af de kraftigste druesorter, der findes, og dermed også een af de sundeste med henvisning til den omfattende litteratur om tanniner og antioxydanter.

Drueblandingen består af 70% Tannat og 30% Cabernet Sauvignon. Udbyttet til Lapeyre Rouge begrænses til kun 40-45 hl pr hektar, og druerne håndplukkes i løbet af et par uger. Mosten gærer under temperaturkontrol i 2-3 uger med daglig omrøring for at udtrække mest mulig smag til vinen fra mosten. Derefter fadlagres i 12 måneder, hvor kun en trediedel af fadene er nye, for at give et begrænset fadaftryk til at understøtte druernes kraftige smag. Efter et års lagring klares vinene og kommer uden filtrering på flasker. Kan gemmes 10-12 år.

Pascal Lapeyre er siden 1909 den 4′ generation, der fører familietraditionerne videre. På Domaine Lapeyre anvendes også “agriculture raisonnée”, hvor der i mindst muligt omfang anvendes syntetiske sprøjtemidler og kunstgødning samt jordbehandles minimalt.

Domaine Lapeyre, Béarn. Sjælden karaktérfuld 100% Tannat fra vinstokke plantede i 1909.

150,- kr./fl. – 900,-/6 fl. Nr. 68-14. 14,0°

En bemærkelsesværdig sjældenhed. Tannat vinstokkene blev plantede i 1909, da nuværende ejers oldefar, Émile Lacau, besluttede at omlægge ejendommene fra frugtavl til vinavl. Denne tidligere hindbærmark er bevaret indtil nu med 1909-vinstokkene.

Med 100% Tannat fra vinstokke over 100 år gamle fås en ren, intens og ædel vin med dyb rubinrød farve, duft af syltede røde frugter og noter af vanilje. I munden meget fyldig, med silkeagtige tanniner og meget lang og bred smag. Kompleks trods enkeltdrue på grund af de gamle stokkes lille udbytte. Meget vinmættende. Vinkendere vil elske denne vin.

Lidt for nem bare at anbefale til kraftige måltider, men denne meget intense vin bør ledsage måltider med tilsvarende intensitet. Man må prøve sig frem eller bare nyde 1909. Kan nydes over mange dage i små glas som en Portvin og kan holde sig åbnet i ugevis. 

Oplevelsen af noget sublimt udebliver ikke. Rhone, Bordeaux, Alsace, Bourgogne o.m.a er udbredt kendte. Men her er en vin i et klassement fra Béarn af dimensioner. Bør hjemtages i et større antal for at følge udviklingen over årene.

Udbyttet begrænses til kun 35 hl pr hektar, druerne håndplukkes og sorteres minutiøst, temperaturstyret gæring i 3 uger ved 28-29° og videreudvikling i 18 måneder på egefade. Efter klaring og uden filtrering sættes Tannat 1909 på flaske. Kan gemmes 10-12 år.

Château Salettes Bandol Rouge med 75% Mourvedre.

205,- kr./fl. – 1.230,-/6 fl. Nr. 70-10. 14,5°

Bandol tæt ved middelhavet mellem Marseille og Toulon er kendt for vine hovedsageligt på Mourvedre druen. Kongedruen. Giver en charmerende og intens, aromatisk og frodig vin. Mourvedre kræver meget varme, stammer oprindeligt fra Spanien, hvor den hedder Monastrell, og har fået en enklave i Bandol appellationen som hoveddrue. Anvendes i blandinger overalt i Provence, Rhone og Languedoc for at give blødhed og fylde.

Château Salettes Rouge har en mørk granatrød farve og udvikler i glasset dufte af brombær og solbær fulgt af krydrede noter. En ubegrænset lækker og energisk, ungdommelig og frugtfyldt smag med slanke tanniner, der ikke forhindrer muligheder for lagring i mange år.

En smuk og elegant nydevin, der kræver lidt ekstra af de ledsagende måltider. Til denne Salettes Bandolvin er det måltidet, der ledsager vinen – ikke omvendt som ellers. Salettes Rouge indeholder 3/4 Mourvedre; resten er Grenache og lidt Cinsault.

Fås også i 1½ L Magnum, 430,- kr. Nr. 70-12

På de sydvendte terrasser foregår dyrkningen af vinstokkene biologisk, som er certificeret fra årgang 2018. Drueklaserne håndplukkes og bringes i kasser til vineriet, hvor de ribbes og presses. Mosten gærer alkoholisk af de naturlige gærceller på druerne og efterfølges af en malolaktisk gæring. I 24 måneder modner vinen på foudres – de store, sommetider ovale, vinfade. Kan gemmes 10-15 år.

Château Salettes har sit navn efter oprindelig anvendelse til opbevaring af det dyre og til konservering af fødemidler nødvendige salt, hvor familie Ricard de la Gaillardière fra Marseille i 1604 faldt for stedets charme og begyndte på vindyrkning.

Château Salettes Bandol Cayenne med 95% Mourvedre.

290,- kr./fl. – 1.740,-/6 fl. Nr. 70-20. 14,0°

Fås kun af og til i begrænsede mængder fra en bestemt mark.

Cayenne vinstokkene dyrkes på Château Salettes ældste parceller af Mourvedre, hvilket naturligt giver mindre druehøst og dermed mere intens most. Fremstilles kun i de bedste år og begrænset til kun 3.500 flasker.

Cayenne glimter i glasset med sin mørke granatrøde farve, og duftene af mørke bær som brombær og solbær følges af en mineralsk kant og ristede noter. Salettes beskriver smagen som “gourmandise” i en smuk balance med en superb mineralsk finale.  Er som Salettes Rouge smægtende lækker og med intens frugtfyldt smag med blide tanniner. Den anbefales specifikt til en simrekogt ragout af vildsvin. Utallige tilsvarende retter i Danmark vil ligeledes perfekt kunne ledsage denne vin.

Salettes Rouge indeholder 95% Mourvedre; resten er Grenache. Drueklaserne transporteres i kasser til vineriet, hvor klaserne rippes og presses. Gæringen bestemmes af den naturlige gær på druerne. Først den alkoholiske gæring, der efterfølges af den malolaktiske gæring. Modning først i franske, keglestubformede egefade i 18 mdr og derefter på flaske i 8 mdr. Kan nydes nu, men også lagres i mange år. Salettes skriver 15 til 20 år.

Salettes Cayenne har navn efter hovedstaden Cayenne i Fransk Guyana nord for Brasilien. Herfra er der gennem de sidste 40 år kommet folk for at plante og vedligeholde markerne på Château Salettes og med håndkraft forestå høsten af alle druerne.